Selvforsvar og loven

Straffelovens paragraf 14, 250 og 252:

§ 14.

En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning.

§ 250.

Den, som hensætter en anden i hjælpeløs tilstand eller forlader en under hans varetægt stående person i en sådan tilstand, straffes med fængsel, der, når handlingen har medført døden eller grov legemsbeskadigelse, under iøvrigt skærpede betingelser kan stige til 8 år.

§ 252.

Med fængsel indtil 8 år straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.

Nødværgerettens paragraf 13:

§13 stk. 1:

“Handlinger foretaget i nødværge er straffri for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb, og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarlig”.

§13 stk. 2:

“Overskrider nogen grænsen for lovlig nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i at den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse”.

§13 stk. 3:

”Tilsvarende regler finder anvendelse på handlinger, som er nødvendige for på retmæssig måde at skaffe lovligt påbud adlydt, iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en fanges eller tvangsanbragt persons rømning”.

Ad. Stk. 1:

Paragraffen omhandler nødværge og det er derfor nødvendigt at definere, hvad nødværge er.

Nødværge er afværgelse af et retsstridigt angreb på en selv, eller mod tredjemand gennem foretagelse af en ellers strafbar handling.

Afværgelse skal ske af et retsstridigt angreb. Et retsstridigt angreb er f.eks. overfald på en selv eller på en anden person. Politiets anholdelse er eksempelvis ikke retsstridig men retmæssig. Den afværgehandling, som man foretager og som ellers vil være strafbar, hvis der ikke var tale om nødværge, kan eksempelvis være et spark, et stød, et skub eller et kast osv.

Det skal allerede her bemærkes, at voldshandlinger, der er led i et slagsmål, som begge parter bærer ansvaret for, falder uden for området ”uretmæssige angreb”, og man kan derfor ikke udøve nødværge i den situation. Det skal dog siges, at går den ene part i et slagsmål over til brug af livsfarlige teknikker / handlinger, må den anden part selvfølgelig benytte sig af nødværge.

Angrebet, som man må udøve nødværge imod, skal være påbegyndt eller overhængende. F.eks. ved at en person løber truende imod en med tydelige intentioner om at angribe (aggressiv, knyttede næver osv.).

Nødværge kan ikke udøves når angrebet er afsluttet. Hvis man fortsætter magtanvendelsen efter, at angrebet er afværget, går man uden om nødværgeområdet og handlingen er som udgangspunkt strafbar. Populært sagt kan det udtrykkes således, at stød eller spark nr. 2 i en afværgesituation under visse omstændigheder kan betragtes som værende uden for nødværgeområdet.

Afværgehandlingen må endvidere ikke åbenbart gå ud over, hvad der er nødvendigt og forsvarligt.

I grove træk betyder dette, at angreb med slag kan afværges med slag, angreb med spark kan afværges med spark og angreb med livsfarlige våben kan afværges med handlinger, der i sig selv er livsfarlige.

Mindre overskridelser er dog straffrie.

Ens nødværgehandlinger skal altså i rimelig grad nøje afstemmes med:

Angrebets farlighed. Angribes der med slag, spark, våben, flere angribere osv.

Angriberens person. Er angriberen meget større end offeret, er han på stoffer, påvirket på anden måde eller psykisk syg osv.

Det angrebne retsgodes betydning. Man må ikke gennemtæve en tyv, for at tilbageholde denne, hvis han kun har stjålet et håndklæde i baghaven. Man må derimod tage skrappere midler i brug, hvis der er tale om f.eks. 50.000 kr.

Ad. Stk. 2:

Hvis man overskrider lovligt nødværge, vil man normalt blive tiltalt for vold.

Men kan man begrunde, at overskridelsen skyldes, at man blev meget forskrækket eller ophidset, kan man blive straffri. Det kunne f.eks. være, at angriberen var meget større end en selv, eller at der var flere angribere. Disse handlinger kaldes typisk affekthandlinger.

Man skal således altid bestræbe sig på at bruge så lidt magt som muligt. Det bedste man dog kan gøre, er at undgå de situationer, hvor det kan blive nødvendigt at forsvare sig med magt, og hvis man er kommen i situationen, må man prøve at komme væk uden magtanvendelse og altså kun som en sidste udvej benytte sig af sine kundskaber.

Slutteligt skal det dog bemærkes, at man har en pligt til at hjælpe andre, der er i nød, og at man i disse situationer også er undergivet ovennævnte regler.

Men afvej altid situationen nøje. At blande sig kan også være at råbe om hjælp eller ringe til politiet.

Her følger nogle tommelfinger bl.a. udledt af ovenstående:

Gør dit yderste for at undgå voldelige situationer.

Forsøg altid at slippe væk (løbe) fra situationen så du undgår at komme op at slås.

Man har lov til at afværge et uretmæssigt angreb og man har ret til at standes et truende angreb. (dog kun hvis du overholder næste punkt)

Anvend mindst mulige magt middel hvis situationen ikke kan undgås.

Forsøg såvidt muligt at sikre dig vidner på at det var dig der blev angrebet.

Stop magt anvendelsen så snart angrebet er ophørt.

Anvend kun våben, redskaber eller lign. til nødværge i ekstremt farlige situationer.

Forlad ikke en alvorlig skadet modstander, hvis du ikke er sikker på at andre hjælper denne.

Man har ret til at bryde ind i et slagsmål eller overfald, hvis hensigten er at standse volden. Pas dog på med dette. Kommer man til at slås med den ene eller begge parter og hvis man kommer til at skade en af disse kan man risikerer at blive betragtet som angriberen, selvom man egentlig havde til hensigt at stoppe slagsmålet / overfaldet.